Se bedømmelse af apotekersild
Apotekersild
Her har du opskriften på Apotekersilden, og du får også lidt baggrundsstof med:
Efter konferering med min mor, Agnete Heidemann Lassen, er vi kommet frem til, at opskriften er udviklet, kort efter min far i 1955 blev apoteker i Dronninglund. Vi har altså brugt opskriften i ca 50 år. Baggrunden for navnet giver hermed også sig selv. Det er nok især min far, der som farmaceut har stået for smagssammensætningen, mens min mor har klaret den tekniske del af produktudviklingen. I familien synes vi den er så god, at vi ikke har haft nød at ændre eller haft trang til videreexperimenteren.
På Nibe Kaaglaugs Fornøjelige Ædegilde (dvs generalforsamling) i foråret 2006 blev det med stor majoritet og efter mange diskussionsindlæg vedtaget at rette en appel til Bystyret i den Nye Aalborg Kommune, i hvilken Nibe Kommune ville indgå i 2007 som led i kommunalreformen. Indholdet af henvendelsen var anmodning om accept af, at Nibe-silden- den siden middelalderen berømte Nyb-hering- kunne vedblive at hedde Nibe Sild til evig tid. Borgmester Henning Jensen svarede bekræftende - dog med efterskriften: ”til evig tid er godt nok lang tid”.
Kaaglauget havde i 2007 planlagt at lancere en Nibe Købstads Sild og havde derfor indkaldt sildeopskrifter. Til det fornøjelige ædegilde blev tre (anonyme) opskrifter smagsbedømt af de 85 deltagere. Apotekersilden blev kåret med 58 af de afgivne 85 stemmer. Kaaglauget anmodede derefter opskriftens indehaver, Agnete Heidemann Lassen, om tilladelse til yderligere at lade sildeopskriften smagsvurdere af et kyndigt dommerpanel i forbindelse med Havnedagen i Nibe i juni 2007 med henblik på evt.at lade silden fremstille som Nibe Købstads Sild el. Nibe Kaaglaugs Sild. På havnedagen blev Apotekersilden atter godkendt af smagspanelet: Fhv Redaktør af Nibe Avis, Poul Søndergaard, Fru Agnete Heidemann Lassen, Skoleelev Jens fra Vokslev Friskole og Byrådsmedlem Tommy Eggers. Afslutningsvis skal det nævnes at den vanskelige votering blev lettet af en dram (dog ikke til Jens, som fik sodavand) af Kaaglaugets Kaagsprit, kreeret af Snapselauget Cimbrerne i Nibe.
Der er lidt forberedelse inden marineringen, altså udover at have fanget silden, gællet den og nedlagt den til spegning (eller købt den hos Kildens Rygeri, hvor du kan få de store, gammeldags modnede Nordsøsild), samt filettering, flåning og evt udvanding efter smag.
Min mor bruger nemlig sukkersaft i opskriften. Det er meget nemmere og hurtigere at lave en god portion af det, og så slipper man for utålmodigt at skulle stå og vente på, at lagen koges op og køler af, mens man står med den klarskårne spegesildefilet i hånden - og længes efter at sætte tænderne i den lækre sild.
Altså min mor laver Syrupus sacchari - og her fornægter det apotekermæssige sig ikke - det er den apotekerlatinske betegnelse for sukkersaft.
Sukkersaft:
Et kg sukker og en halv liter vand koges op og afkøles. (Kan evt. konserveres med lidt atamon).
Sukkersaften ( der er ca 1,2 liter ) hældes på flasker, som kan stå i køleskab længe - er også eminent til agurkesalat o.lign.
Omregnet vil 1 deciliter sukkersaft svare til ca. 85 g sukker.
Nu er vi klar.
3 alm størrelse sild = 6 fileter, eller 2 af de store islandske sild = 4 fileter
Udvanding efter smag - jeg bruger blot at skylle godt og lade fileterne stå i vand, mens jeg finder resten frem.
Marinade:
2 deciliter sukkersaft
1 deciliter eddike (mere eller mindre efter smag)
2 løg, hvid eller rød efter behag
2-3 blade laurbær
10-15 stk hele peberkorn
5-10 stk hel allehånde
2-3 stk kryddernelliker
1 god kvist timian.
Det er en god ide -af hygiejniske grunde- at koge eddiken op og hælde den over krydderierne.
Herefter blandes sukkersaften i.
Læg silden i lagen med løgringe under, imellem og over
Og så det svære: vent et par dage med at smage.
Med håb om at silden vil falde jer i smag
Hilsen Hans